The Role of the Brain in Chronic Pain

 

Endnu en video i rækken; denne gang igen af Lorimer Moseley. De som har set den første video linket her på siden, vil kunne nikke genkendende til nogle historier og facts i denne video. – fx er “gåtur-i-junglen” -historien også med i denne, og bruges endnu engang til at illustrere hvordan smerte er et output af hjernen, og hvordan hjernen i denne sammenhæng skal vurdere flere forskellige faktorer før smerte (evt.) opstår.

“Pain doesn´t exist until it exists.”

 

Som nævnt – og som Moseley forklarer ud fra historien – stiller hjernen sig selv spørgsmålet “How dangerous is this really?”. Tanker & følelser, tidligere erfaringer og fremtidige forventninger vil dermed have en betydning for om hjernen vælger at producere smerte til et givent stimuli eller ej. Betydningen af tidligere erfaringen illustreres som nævnt i den første video.
Et eksempel på hvordan fremtidige forventninger kan have en betydning kommer bl.a. fra et af Lorimer´s studier, hvor han fandt at violinister vil opleve et givent stimuli mere smertefuldt på hånden de bruger til at spille violin med, vs. hånden som blot holder violinen. En eliteatlet vil givetvis også føle smerten ved en forvreden ankel 2 uger før OL som væsentligt værre end motionisten, som blot skal finde ud af hvordan han nu kommer hjem på sofaen. Kort sagt vil fremtidige forventninger/forestillinger/bekymringer på denne måde spille en rolle ift., hvordan et stimuli eller en akut skade føles her og nu.

Catastrophizing” medfører sjældent noget godt.

 

Senere i videoen snakker Lorimer endvidere om “neurotags”, som er netværk af neuroner. Et bestemt aktiveringsmønster af et bestemt netværk af neuroner vil medføre smerte (fx lændesmerte), hvis dette er hensigten med det pågældende netværk. Da smerte – mere end noget andet – skal opfattes som et action signal og en forsvarsmekanisme, er funktionen af dette netværk essentiel.
Problemerne opstår når netværket bliver mere følsomt, mindre præcist samt ændrer og spreder sig; et resultat som ses på hjernescanninger af individer med kronisk smerte.
Det er bl.a. derfor smerte kan have tendens til at flytte sig, ofte bliver værre og aktiveres lettere samt over et større område, desto mere tid man befinder sig i smerte. På denne måde kan man blive vanvittig go til at føle smerte, på samme måde som man kan blive go til at sparke til en fodbold.

Det pågældende neurotag (aka. aktiveringen af lændesmerten) kan ligeledes blive så sensitivt samt skabe forbindelser til andre neurotags/netværk, så der nu skal endnu mindre til end fx almen berøring eller specifikke bevægelser (fx foroverbøjninger). En konsekvens af ovennævnte øget følsomhed og mindsket præcision af netværket er at berøringer og bevægelser som ikke før gjorde ondt, nu pludselig medfører smerte. Netværket kan, som nævnt, endvidere skabe forbindelser med andre netværk, fx med netværket som repræsenterer det visuelle input af et andet menneske som bevæger lænderyggen. På denne måde kan et individ med kronisk smerte føle smerte i sin egen lænderyg, ved at se et andet individ bøje sig forover for at løfte en kasse. Det pågældende neurotag (aka. aktiveringen af lændesmerten) har udviklet sig til omfatte både den egentlige bevægelse af området, samt det visuelle input af en som anden gør det.

 

We can retrain the brain to regain precision.

 

[youtube=http://www.youtube.com/watch?v=RYoGXv22G3k]